Hvis skybruddet har ramt dit hus, så der er oversvømmelse og andre skader, skal du hurtigst muligt komme i gang med at sikre, at skaderne ikke bliver værre.

Det er altid en god idé at kontakte dit forsikringsselskab så hurtigt som muligt. De kan give dig gode råd og vejledning. Desværre giver skybrud i Danmark dog ofte lang telefonkø hos forsikringsselskaberne. Derfor har vi samlet en række generelle råd til, hvordan du griber situationen an, så du kan begrænse skaderne. Det er også i forsikringsselskabernes interesse.

Husk fotos og kvitteringer

Du skal huske at gemme kvitteringer for indkøb eller leje af materialer samt for eventuel professionel hjælp. Dokumentation kan også bestå af billeder eller video, så brug kameraet flittigt, så man både kan se skaderne lige efter skybruddet, men også undervejs i oprydningsarbejdet. Og her gælder det både om at tage fotos af beskadiget indbo – men også af vandstand, fugtskader på vægge og lignende.

Læs også: Sådan sikrer du dig mod skybrud

5 ting du skal gøre
  1. Gør, hvad du kan for at begrænse skaderne. Tøm evt. kælderen for indhold, der er eller kan blive ramt – møbler, kasser m.m.
  2. Få vandet væk. Måske har du allerede et abonnement hos eksempelvis Falck, eller også sætter dit forsikringsselskab det i gang. Hvis ikke, kan du evt. selv købe en vandstøvsuger eller pumpe, der kan få vandet væk og en affugter.
  3. Smid ikke noget væk, før du har fået ok til dette hos forsikringsselskabet.
  4. Du skal ikke begynde at udbedre skader, før forsikringsselskabet har godkendt det. Sandsynligvis vil de sende en taksator ud, men igen: Udgifter til at begrænse skader sætter du bare i gang straks.
  5. Hav dit policenummer klar, når du kontakter dit forsikringsselskab. Vær også opmærksom på, at du skal anmelde skader på huset til din bygningsforsikring, mens skader på indbo skal til din indboforsikring. Har du begge forsikringer samme sted, så går sagsbehandlingen normalt nemmere.
Spildevand er sundhedsskadeligt

Er kælderen oversvømmet med kloakvand, må du ikke gå rundt i det uden at være beskyttet i form af gummistøvler og handsker. Spildevand kan være særdeles sundhedsskadeligt. Det kan slammet også, når vandet er trukket væk.

Hvis der er rotter involveret, så er risikoen for smitsomme sygdomme ekstra stor. Men selv uden rotter skal du ikke gå rundt i vandet. Der kan være alle mulige mikroorganismer til stede, og har du bare en lille rift et sted på kroppen, så kan det gå galt.

TIP:  Hvis du har kælder, er det en god idé at have lange gummistøvler og gummihandsker liggende til, hvis uheldet er ude.

Tjek også loftet for skader

Der kan være trængt vand ind gennem huller i taget, og vand kan være løbet over på grund af tilstoppede afløb og tagrender. Er der løbet vand ind ovenfra, så kan det give skader på træværk og isolering – og så kan de efterfølgende fugtskader blive alvorlige, hvis du ikke reagerer på det. Se efter, om træværk og undertag er vådt. Tjek, om isoleringen er fugtig eller faldet sammen. Løft eventuelt isoleringen de steder, hvor du er i tvivl og tjek, om der har samlet sig vand nedenunder.

Husk, at du altid kan bestille et Hustjek. Så gennemgår vi huset for skader og giver dig en rapport, der viser status på vinduer, døre, isolering, tag, tagrender, træværk og facade.

Læs mere om Hustjek her

Mest læste artikler

Alger eller ej?

Går vi endnu et mildt og fugtigt vinterhalvår i møde, vil det give gode betingelser for de alger du måske allerede har på dit tag. Men er det bedst at lade dem blive eller [...]